Om ServerAlert
ServerAlert er en ny dansk-udviklet tjeneste, der tilbyder overvågning af firmaers servere og serverprogrammer døgnet rundt - året rundt. Hvis servere eller programmer går ned, bliver der øjeblikkeligt sendt SMS-besked om problemet til firmaets IT-chef eller IT-supportere.
I dag er der mange, der ikke ved, hvad der sker, hvis serverne går ned midt om natten eller i weekenden. Hvem opdager det? Hvem gør noget ved det? Og hvornår gør de noget ved det? Mange firmaer er i dag stærkt afhængige af deres webservere, fordi de sælger produkter online. Andre er afhængige af dem, fordi det er deres ansigt udadtil. Problemet med at opdage fejlen løser ServerAlert.
Systemet er avanceret og fejltolerant, da det kontrollerer servere fra tre forskellige lokaliteter i Danmark. Det sikrer, at fejlen ikke ligger mellem ServerAlert og firmaet, og det giver ekstra stor sikkerhed for, at alle nedbrud opdages, fordi ServerAlert ikke selv går ned, hvis en eller to lokaliteter går ned.
- Vi har gjort meget ud af stabilitet i vores system, for det må aldrig fejle. Så vil kunderne jo ikke få besked om problemer. Derfor bruger vi også flere uafhængige SMS-systemer, så en fejl dér heller ikke slår os ud, siger Ronnie Gasseholm, der er administrerende direktør i ServerAlert.
Andre konkurrerende systemer tilbyder typisk kun at kontrollere, om en given server er nede eller ej. Her tilbyder ServerAlert en langt mere komplet pakke. ServerAlert kan naturligvis kontrollere, om en webserver svarer, men systemet kan også kontrollere websider og sikre, at indholdet er det, som det skal være.
Serverne bliver kontrolleret ned til hvert femte minut døgnet rundt, og hvis en server ikke svarer, bliver den kontrolleret af de to andre lokaliteter hos ServerAlert. Først hvis alle tre melder om fejl, bliver der sendt SMS-besked til IT-supporterne. ServerAlert sender naturligvis også SMS-besked, når serveren kommer op igen.
Det er meget billigt at komme i gang med overvågning med ServerAlert, da den mindste pakke koster 99 kroner om måneden. For den pris tilbyder ServerAlert overvågning af én webserver og SMS-beskeder til én bruger, hvilket vil være tilstrækkeligt til mange online-forretninger. Der er ingen skjulte ekstraomkostninger såsom pris pr. SMS eller lignende.
Kunderne kan løbende gå ind på ServerAlerts hjemmeside, hvor de kan se status og sikre sig, at svartiderne på deres servere ikke er for lange. Her kan de også få detaljerede statistikker om deres servere.
Der er desuden løsninger selv til store virksomheder. De kan oprette flere grupper af IT-supportere, så ServerAlert sender beskeder til udvalgte personer eller grupper. Større virksomheder kan også forcere øjeblikkelig kontrol af deres servere og programmer (kaldet Instant-check).
Større virksomheder kan oprette afhængigheder mellem servere, programmer og netværksenheder, hvilket er vigtigt, hvis man overvåger mange elementer. Hvis firmaets router går ned, får IT-supporteren SMS-besked om det, men der bliver ikke sendt et større antal SMS-beskeder om, at alle programmer og servere bagved også går ned. Er routeren nede, er alt bagved den også nede.
Kunder kan selv stoppe overvågning midlertidigt, hvis en server tages ned til opgradering. Der er også mulighed for at planlægge nedetid, så IT-supporterne ikke belastes af forkerte SMS-beskeder.
Systemet vil som udgangspunkt overvåge en server 24 timer i døgnet 7 dage om ugen, men det er muligt at konfigurere overvågningen af en server til en anden periode, hvis det er nødvendigt. Det kan være en server, der altså tages ned på grund af backup to timer hver søndag nat.
Det er en fleksibilitet, der er nødvendig, hvis overvågningen skal afspejle virkeligheden i en typisk IT-installation.
ServerAlert tilbyder allerede nu overvågning via følgende protokoller: PING, HTTP, HTTPS, HTTP/HTTPS (kontroller tekststreng), POP3, SMTP og FTP. På længere sigt vil firmaet også tilbyde mere avanceret overvågning af for eksempel servernes diskplads, belastning af processorer og så videre.

